Derfor skal du lave din egen marcipan

Marcipan er dyrt, rigtig dyrt og det kan godt være svært, at se hvad det er man får for pengene, når man køber det. Derfor skal du lave din marcipan selv. Hjemmelavet marcipan er uhyggeligt nemt at lave og kan varieres i smag og konsistens.

Da jeg selv opdagede hvor let det var, at lave marcipan, købte jeg aldrig marcipan igen. Du kan nemlig være sikker på, at det du selv laver, er helt fri for E-numre og har en meget høj procent af mandler. Du behøver ikke bruge en bittermandel, som mange opskrifter foreskriver. Gør det nu let for dig selv og spring den over.

Hvis man ønsker en meget sød marcipan, så skal du smutte dine mandler og bruge alm. sukker. Hvis du ønsker mere mandelsmag og bitterhed, så bevar skallen på mandlerne, eller kombiner og bland både smuttede og mandler med skal, indtil du finder den helt perfekte smag.

Du skal bruge:

RIGTIG mange mandler, så fat i en god mandelpusher, hvor du kan købe store mængder billigt. Sverige, Tyskland, din lokale etniske grønthandler eller Bornholmerfærgen kan anbefales.

Helt alm. sukker, og noget vand.

PUNKTUM! Så lidt skal du bruge! Og nå ja så en skål, lidt flormelis til hænderne, en gryde, decilitermål, køkkenvægt, minihakker og lidt tålmodighed.

  • 200 gram mandler
  • 1 dl. vand
  • 1½ dl. sukker

Sådan gør du:
Skal du bruge smuttede mandler for den søde marcipan, så start med at overhælde disse med kogende vand. Lad dem stå og trække mens du laver sukkerlagen.

Kom vand og sukker i en gryde, lad det boblekoge i et par minutter til sukkeret er helt opløst. Nu skal det køle langsomt af, hæld det evt. over i noget koldt og lad det stå ved stuetemperatur. Det må IKKE komme i køleskabet da det vil krystallisere, hvis det køles for hurtigt.

Brug ventetiden på at smutte alle mandlerne. Tør dem godt af bagefter så de ikke er våde.

Nu skal mandlerne laves til mandelmel, put dem lidt af gangen i en minihakker og hak dem så fint du kan, din hjemmelavede marcipan vil altid være liiiidt grovere end den man køber, men det er ok.

Nu er du klar til at blande sukkerlagen med mandelmelet. Kom LIDT af lagen i af gangen. Du skal helt sikker IKKE bruge det hele. Ælt godt, først med en ske og så med hænderne. Du kan mærke når det har den rette konsistens af blød marcipan. Smag på herligheden og glæd dig over, at det allerede smager af marcipan. Put i en lufttæt pose/madfilm og på køl.

Så nemt er det at lave hjemmelavet marcipan – så nu er du klar til at lave julegodter.