Jeg troede jeg havde styr på det med lus.

Troede du også at lus var sorte? Troede du også at de var større end de var? Troede du at de var lette at spotte? For så troede du som mig og så opdager du dem nok ikke før der er gået rigtig lang tid.

Jeg har en datter med meget fint, tyndt rødblondt hår. Det vil sige at det er forholdsvis let at se igennem og kæmme osv. Min datter have klaget over kløen i håret og jeg havde flere gange tjekket hende for lus, uden at finde nogen. Behandlede hende derfor et par gange imod tør hovedbund. Og jo jeg havde da hørt skolen havde snakket om at der var lus. Men de var der jo ikke på min datter, i hvert fald kunne jeg ikke se dem. Og jeg synes da at jeg kiggede ret grundigt efter.

Afsløringen
Men en dag da min datter have været til svømning og jeg stod oppefra og kunne se direkte ned i hendes våde hår, kunne jeg se en meget lille rødbrun plet, på størrelse med et knappenålshoved bevæge sig. Jeg kiggede grundigt på pletten, og så lidt efter en anden lille plet, der også bevægede sig. Jeg bandede inde i mig selv og blev straks ramt af dårlig samvittighed.

Havde jeg ladet mit barn gå rundt med lus i flere uger, uden at opdage det?

Jeg der altid har styr på alt ting. Kunne jeg være sådan en ravnemor der ikke behandlede mit barn for lus? Blev pludselig gal på alle offentlige instanser. Hvorfor havde skolen ikke informeret om at de var SÅ små, og at de ikke engang er sorte mere? Hvorfor havde skolen ikke kigget ungerne igennem når nu de er eksperter, og VED hvordan de her sataner ser ud og hvordan de spottes!

Men så kom jeg i tanke om, at det jo er mit ansvar. Men hvor er det ualmindeligt irriterende, ikke at have nok viden om den slags, så man faktisk kan finde de sataner og få dem udryddet.

Min datter fik selvfølgelig hurtigt en behandling for lus, og næste gang hun klager over kløen, så får hun en behandling med det samme, uanset om jeg har set de små bæster eller ej. Skolen fik også besked om at de små sataner var fundet.

Min mand og jeg tjekkede også hinanden, men fandt ingen lus heldigvis. Dog havde min svigermor en del kløen i håret og jeg tjekkede hende. Jeg tjekkede længe, måske 10 minutter, før jeg faktisk spottede en lus. Hun gik hjem og fik en lusekur og fandt vel omkring 50 lus på hovedet.

  • De små sataner er altså svære at spotte
  • De er ikke sorte mere, de har tilpasset sig nordisk hår
  • De er halvt så store som man regner med
  • De kan være der uden at det klør
  • De kan heldigvis let behandles
  • Nej du behøver ikke fryse dynen og brænde din hovedpude, hoved lus kan ikke overleve hvis de er faldet af hovedet

Har du børn? Se vores seje børneplakater her.