I øjeblikket kører debatten om at børn i dag er blevet dårligere til at læse, dog føler man som forældre at presset på at få læst en masse derhjemme aldrig har været større.
Da jeg gik i folkeskole, var jeg i bunden af klassen i dansk, og fik derfor ekstra læsehjælp i nogle særlige timer sammen med resten af de elever i klassen, der skrabede bunden. Det hjalp ikke meget, men jeg endte da med at gå ud af skolen og kunne læse. Senere lærte jeg også at skrive nogenlunde. Kommatering bliver jeg nok aldrig en haj til.
Det jeg ikke husker, er at der var stort pres på at få læst derhjemme. Besvares der blev da læst lidt af hvad jeg husker, men ikke noget systematisk.
I dag bliver jeg hver uge fortalt igennem skoleintra, at jeg skal huske at læse med mit barn, MINDST 10 minutter hver dag. Og i nyhederne kan vi så høre at det i hvert fald ikke må være på en iPad, men skal være i en gammeldags bog.
Forleden dag have mit barn en diktat hun skulle øve sig på. Der var grønne, gule og røde ord. Alt efter sværhedsgraden. Min datter havde fået besked på at hun skulle øve på de grønne ord. Jeg spurgte om alle i klassen skulle det og hun sagde at der var forskelligt. Jeg panikker og tænker at min datter jo så må være en af de dårlige i klassen, når hun har fået de lette ord, og bliver sur på den klasselærer, der et par måneder før har sagt, at hun ligger i midten af klassen.
Shit halter mit barn nu allerede bagefter?
Så skal der fandme læses, også selvom om det som regel ender i gråd og tårer hos mit barn. Jeg skal jo også følge med naboen, som fortæller at hun laver lektier på ”mattematikfesser” og andre læseaps på iPaden hver dag. WHAT? Skal man også det? Får tanker om Sydkorea hvor det kun handler om at være bedre end de andres børn og ungerne nærmest får undervisning i alle de vågne timer.
Jeg føler at mit barn er en del af et fejlslagent forsøg med en skolereform, hvor man glemte det vigtige i skolen, at lærer vores børn at læse og skrive. Opdragelsen er det jeg skal stå for, skolen skulle stå for undervisning. Lige nu føler jeg det er byttet om.
Jeg kæmper videre med læsningen derhjemme og må acceptere at mit barn skal græde sig igennem, for uanset hvor man gange klasselæren skriver på skoleintra ”at det skal være en hyggestund”, så gør presset at det aldrig bliver det…