På en regnvejrsdag i foråret…

Når man har hus med have, så er der ikke noget så kedeligt som en regnvejrsdag her i foråret, hvor det bare kribler i fingrene for at komme i haven. Men drop det. Du kommer ikke til at nyde det alligevel, og så vil du ærgre dig over hvor lidt du nåede derude. Her er derfor et par tips til ting du kan lave inde (og lidt ude), når det regner på en forårsdag.

regnvejrsdag

  1. Bag en kage, du har helt sikker mel, sukker, smør og æg på lager. Så har du bunden til hvilken som helst god kage. Jeg elsker brownies, så jeg har altid et par plader god chokolade på lager.
  2. Vaske vinduer indenfor. Ja indersiden får man sjældent vasket lige så tit som ydersiden. Du vil ganske vist ikke kunne nyde resultatet før det bliver solskin igen, men du vil føle at du bruger tiden fornuftigt, og have noget at glæde dig til. Kan anbefale den der smarte vinduesvasker fra Kärcher, der ligesom suger vandet af. Så ER det bare lettere. Andre mærker er sikkert mindst lige så gode.
  3. Den der mappe du har med alle jeres mange papirer til pension, løn, bolig osv. Den skal du tage frem og så gennemgår du alt hvad der er i. Jeg tør væde med, at du finder en kæmpe bunke af gamle dokumenter, du kan smide ud. Resten kan du med fordel for scannet ind og lagt i din e-boks.
  4. Har du et drivhus så gå ud i det. Brug 5 minutter på at lytte til regnen, og nyd at haven bliver vandet, og at det egentlig er super skønt når det regner. Ryd op, riv, orden dine potter, forspir og hyg dig i tørvejret i drivhuset.
  5. Hvis du har et skur. Så er der jo helt sikkert også tørvejr der. Og mon ikke det også kunne bruge en god forårsrengøring? Ud med gamle potter, haveredskaber og andet skrammel du har fået samlet sammen igennem tiden.
  6. Besøg din nabo. Tag evt., tidligere bagt kage med. Chancen for at han/hun også synes det er lidt øv når det regner er stor. Tag en snak om haven, projekter for i år, og byt tips og inspiration. Så er du næsten også sikret, at det gode naboskab kan bevares en sæson mere.
  7. En lidt sjov udfordring. Find alle dine pynteting og saml dem på dit spisebord. Eller på gulvet hvis du har virkelig mange. Det skal både være det der står fremme og i skabe. Nu har du det hele samlet og nu kan du vælge de bedste ting og stille frem igen. Det er en god og effektiv måde at få skiftet lidt ud i det hele. Og det er ikke altid man for gjort det i hverdagen. Forandring fryder jo!
  8. Tag i Zoo. Tro mig det er turen værd. Når det regner er der ikke så mange mennesker i Zoo og til gengæld opfører mange af dyrene sig meget anderledes. Tag regntøjet på og find paraply og gummistøvler frem. Nyd kaffen blandt de vilde dyr og gå evt. ind i de mange huse hvis du får for meget regn. Tag gerne ungerne med, har du ingen børn så lån nogle. Det er altid en god oplevelse.
  9. Gå på opskrift jagt. Laver du madplaner hver uge? Ellers var det måske på tide. Sæt dig godt til rette foran computeren og søg efter lækre opskrifter på nyt og spændende mad. Hvis engelske opskrifter ikke er noget problem, vil jeg anbefale, at du benytter Pinterest til formålet. Der får man altid inspirerende billeder og opskrifter, der ligner det man ser på.
  10. Tag på indendørs loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Der er flere af dem end man lige går og tror. En hurtig Google søgning kan hjælpe dig med at finde noget i nærheden. eller kan markedskalendren.dk også benyttes.