Find skatte til boligindretningen i Danmark

Skal du på ferie et sted i Danmark, så gør dig selv den tjeneste, at gør et par stop langs kysten af Danmark. Du skal helst finde en strand der ikke er en typisk badestrand, gerne et sted med en kombination af småsten og sand. Her finder du nemlig de bedste skatte til din boligindretning. På billederne her ses strandskaller, sten og drivtømmer fundet dels ved Nyborg Strand og et hemmeligt sted ved Vejlefjord, ca. 1 km på østsiden af Vejlefjord broen. En lille tange går ud og stranden er kun ca. 30 meter lang. Men hold da op der var meget ”guld” til boligindretningen der.

muslinger

Store blåmuslinger og et hav af små fine sneglehuse der nærmest kunne samles op i håndfulde. De er godt fyld i dekorationer hvis man samler nok af dem. Vi fandt også store smukke østersskaller som er gode til at give det grove look i en ellers feminin dekoration. Drivtømmer kan man aldrig få for meget af, det passer godt sammen med rigtig mange ting. En bemærkning omkring drivtømmer: Brug det inden døre, selvom man ikke skulle tro det så bliver dit drivtømmer ødelagt af at ligge ude. Da det lå på stranden var det slebet fint af havet. Men lader du det ligge udenfor bliver det konstant udsat for fugt og temperaturændringer hvilket gør at det mister sin glathed og får en mere savsmuldagtig struktur. Og så går lidt af glæden ved det af. Så drivtømmeret skal indenfor og bruges.

De store smukke blåmuslinger er især noget vi er vilde med på nova-natura.dk. Skallerne er super gode til et maritimt miljø fordi alle kender dem og de er så typisk danske. De gør sig også godt selvom ens tema måske ikke er havet. Bland dem med andre smukke ting hist og her, eller brug dem som fyld i glas krukker eller lignende. Vi fandt også kniv muslinger men samlede dem ikke op, de er meget skrøbelige og når man får dem hjem er de som regel alle knækkede.

muslinger1 

Smukke sten og hvide muslinger kan man også altid finde plads til i boligindretningen. De fleste steder i Danmark er der gode muligheder for at finde smukke ting muslinger og skaller på stranden, dog ikke på Bornholm hvor brakvandet gør at muslinger og skaller kun bliver ganske små. Vesterhavet er ideelt for skattejagt på stranden og her kan man også gøre sig forhåbninger om at få lidt rav med hjem.

God jagt!

PS: Det er en ualmindelig god idé lige at hælde en gang kogende vand over sine muslinger og skaller fra stranden da du derved får fjernet alt skidt og snavs der kan begynde at lugte. Hvis dine muslinger og skaller stadig lugter efterfølgende så stil dem udenfor i en uges tid, det burde fjerne lugten.